Emnet i majnummeret af Teknik- og Miljøbladet er byggeri. I den forbindelse bringer bladet en artikel om reformen af almene boliger. Artiklen gengives herunder.
1. januar 2010 trådte den længe ventede styringsreform af den almene boligsektor i kraft. Formålet med styringsreformen er at fremme kommunernes og de almene boligorganisationers samarbejde om at sikre velfungerende almene boligområder. Reformen indeholder gode muligheder for parterne, og åbner mulighed for at kommunerne kan udvide deres netværk med en mio. borgere.
Af Jannik Egelund, Konsulent i KL
Den almene boligsektor er den offentlige sektors vigtigste boligpolitiske og boligsociale medspiller. Kommunerne har eksempelvis anvisningsret til en række af de almene boliger, der kan bruges, når en borger i bolignød henvender sig til kommunen. Derudover er størstedelen af de nye almene boliger, der bygges, i øjeblikket målrettet ældre og handicappede med et særligt behov. Alt i alt bor godt en mio. danskere i en almen bolig, så der er grundlag for at nå en stor del af borgerne gennem samarbejde med den almene boligsektor.
Samarbejde og styringsdialog
Kort fortalt lægger styringsreformen op til, at det fremtidige samarbejde mellem kommune og boligorganisationer skal være baseret på tæt dialog og aftaler om fælles mål og rammer. Gennem tæt dialog mellem kommune og boligorganisationer åbnes der for i fællesskab at formulere målsætningerne for boligområderne. Samarbejdet skal styrke helhedstænkningen, og der vil være en forventning om, at forvaltningen samler sig og arbejder ud fra princippet om ”en indgang til forvaltningen”.
Omdrejningspunktet for samarbejdet er den såkaldte ”styringsdialog”, et årligt møde mellem kommunen og den enkelte boligorganisation. På mødet vil hovedtemaerne være boligområdets fysiske rammer, beboersammensætningen, rammerne for udlejning, den boligsociale indsats og boligorganisationens administration. Derover er der lagt op til, at emnerne kan bredes endnu mere ud, hvis parterne ønsker det, og samarbejdet er godt og tillidsfuldt. Eksempelvis kan et emne som forsyning tages op i styringsdialogen, og i den forbindelse kan der laves aftaler for nedbringelse af energiudledning i de almene boliger. For de mange kommuner, der har engageret sig i klimaet, er her en oplagt mulighed for at få kontakt med mange af kommunens borger.
Forudsætningen for en vellykket styringsdialog er, at såvel kommune som boligorganisation lever op til ansvaret og indgår aktivt og konstruktivt i samarbejdet.
Hvad får kommunerne ud af styringsreformen?
Formålet med styringsdialogen er at etablere rammerne for udvikling i boligområderne, som kan være værdiskabende for både kommuner og boligorganisationer. Styringsdialogen er et positivt tiltag, der kan styrke samarbejdsrelationerne mellem kommune og boligorganisation, som følge af gensidig erfaringsudveksling og vidensdeling. Den store viden der findes i både kommuner og boligorganisationer skal i endnu højere grad bringes i spil til gavn for begge parter.
Da 1/5 af danskerne altså bor i en almen bolig, har kommunerne med reformen en unik mulighed for at få udvidet deres aktørnetværk med op mod en mio. borgere, hvoraf rigtig mange allerede er kendt for deres store engagement i beboerdemokratiet. Herudover vil det være en mulighed for at skabe mere sammenhæng omkring kommunens boligpolitik, samt få etableret et samarbejde omkring dele af socialpolitikken og andre dele af de kommunale serviceområder rettet mod den almene boligsektor.
Reformen kræver tværfaglig organisering og politisk ejerskab
Styringsdialogen mellem kommunen og boligorganisationen bør ses som en integreret del af kommunens by- og boligpolitik, hvilket også betyder, at der stilles nye krav til kommunerne.
En af udfordringerne for kommunerne er at sikre en tværfaglig organisering, der understøtter den brede dagsorden. Her er der flere kommuner, der vælger at nedsætte en projekt- eller koordinationsgruppe i kommunen med deltagelse af de relevante medarbejdere. Det vil give en mulighed for at finde ud af, hvilke udfordringer de forskellige forvaltninger ser i de enkelte boligområder, samt at få forankret arbejdet med den almene sektor på tværs af forvaltningerne og hos de rette medarbejdere.
En anden udfordring er at sikre politisk ejerskab. Erfaringerne har vist, at politisk engagement og ejerskab ift. den almene boligsektor skaber bedre forudsætninger for arbejdet med denne. Det politisk interessante er at se den almene boligsektor i en boligpolitisk ramme og udstikke de overordnede linjer. Nogle kommuner har løst udfordringen ved at nedsætte et § 17, stk. 4-udvalg, hvor både politikere og repræsentanter fra boligorganisationer kan deltage. Her kan de overordnede retningslinjer vendes, mens at de mere konkrete udredninger overlades til styringsdialogen og embedsværket. Andre kommuner har gode erfaringer med at holde fællesmøder, hvor beboerdemokrater og forretningsførere fra den almene sektor inviteres til møde med kommunens politikere og embedsfolk. Her kan parterne en gang om året diskutere fællesudfordringer og forventningsafstemme indsatsen.
Alt i alt giver reformen en række nye muligheder for at styrke de almene boligområder, og det er bare med at gribe bolden og udnytte dem.