KL afviser Beskæftigelsesministeriets kritik af jobcentrenes brug af andre aktører i beskæftigelsesindsatsen. Der er snarere grund til at kritisere de andre aktører for at levere for dårlige resultater.
Det er KL’s klare holdning, at jobcentrene bør bruge anden aktør til at løse opgaven, hvis den anden aktør er bedst og billigst til at skaffe de ledige i job. Derfor har KL presset på for at få redskaber, der kan vurdere effekterne af aktivering hos anden aktør.
Deloitte har udarbejdet en rapport for Arbejdsmarkedsstyrelsen, som evalu-erer netop andre aktørers indsats og resultater. Med baggrund i den rapport vil Arbejdsmarkedsstyrelsen nu ”indskærpe, at kommunerne skal vælge de andre aktører, der har de bedste resultater”, som det hedder i en pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet.
”Men det er der overhovedet ikke belæg for i rapporten. Den handler slet ikke om kom-munernes valg af anden aktør. Den handler udelukkende om den statslige indsats i jobcentrene i 2008. Dertil kommer, at der er et meget spinkelt talgrundlag for at vurdere andre aktørers resultater, og at meget små forskelle over tid tillægges alt for stor betydning”, siger Ulrik Petersen, chefkonsulent i KL’s kontor for Arbejdsmarked og Uddannelse.
Hvis man endelig skal tale om, at rapporten påpeger nogle forskelle, så er det en helt anden tendens, der falder i øjnene.. Nemlig det faktum, at ho-vedparten af de andre aktører har endog meget svært ved at levere resultater, der er lige så gode som jobcentrene. En del andre aktører har op til 30 pct. dårligere resultater end jobcentrene. Dertil kommer, at den samme landsdækkende aktør kan have fine resultater i en landsdel, men meget dårlige resultater i en anden landsdel.