Indhold

kl.dk > Århus viser, at digitale valg er mulige

Oprettet den 23.01.10

Århus viser, at digitale valg er mulige

KL vil i 2010 opstarte et projekt, der skal kortlægge internationale erfaringer ved digitale valg. Målet er at få skabt det nødvendige grundlag for at kunne gennemføre forsøg med digitale valg.

Århus Kommune har i forbindelse med ungevalget ved kommunalvalget i november 2009 vist, hvordan man kan gennemføre digitale valg, som er sikre og tilmed giver en bedre oplevelse for borgerne.

På baggrund af erfaringerne fra Århus har KL sendt et brev til Indenrigs- og Socialministeriet, hvor KL beder om et møde med ministeren for at drøfte mulighederne for at starte forsøg med digitale valg. Sådanne forsøg kræver en lovændring.

Erfaringerne fra det digitale ungevalg i Århus Kommune viser, at det er muligt at tage hensyn til de bekymringer, som ministeriet har haft ved at give tilladelse til forsøg med digitale valg, herunder især den folkelige kontrol af valgene og sikkerheden.

Det er bl.a. muligt, at borgeren får et print af sin afgivne stemme og lægger den i en stemmeboks, som vi kender fra i dag. Dermed vil borgeren kunne kontrollere, at den digitale stemme svarer til den stemmeseddel, som er blevet printet ud.

I rapporten, der kan hentes til højre her på siden, kan man læse, hvilke tiltag Århus Kommune gjorde for at sikre, at valghandlingen foregik efter alle de principper, som i dag findes for almindelige valg.

Herudover var erfaringen fra Århus, at digitale valg betyder større brugervenlighed for vælgeren. Mange borgere mente, at den digitale stemmeseddel er mere overskuelig end den traditionelle på papir. Det var bl.a., fordi borgeren først trykkede på, hvilket parti han eller hun ville stemme på, og bagefter fik borgeren vist, hvilke kandidater partiet opstillede.

Derudover kan bl.a. synshandicappede have glæde af, at man kan vælge særlige indstillinger til disse borgere. Ligeledes eliminerer man risikoen for, at vælgeren ved en fejl sætter krydset ugyldigt og dermed mister sin stemme.

Yderligere oplysninger: Konsulent Mathilde Aastrøm, KL; 3370-3214, mas@kl.dk

 








KL , Weidekampsgade 10 , Postboks 3370 , 2300 København S , tlf. 3370 3370 , email kl@kl.dk , Om hjemmesiden

Luk vindue

Tip en ven

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes