Kommunernes Klimanetværk mødes i 2010 første gang den 12. marts i Odense. Programmet ligger nu klar. Tjek listen over tilmeldte kommuner - er din kommune tilmeldt?
På grund af stor interesse for netvæksdagen har vi flyttet dagen til et større mødelokale. Til Odense Congress Center, Ørbækvej 350, DK-5220 Odense SØ.
Igen og igen ser man det citeret, at: ”40 procent af energiforbruget i Danmark stammer fra bygningerne”. Hvor tallet kommer fra ved vi ikke – men der er enighed om, at det her er et stort potentiale. Med udgangspunkt i bygningerne ser vi på kommunernes muligheder for at gøre en klimaindsats.
Udpluk fra programmet
KLIMADEBAT: Forsyning eller forbrug – fjernvarme eller lavenergibyggeri/ energirenovering? I debatten deltager:
Direktør Jørgen G. Jørgensen Dansk Fjernvarme, og
Udviklingschef Erik C. Wormslev, NIRAS
Vi ser på de mange roller, som kommunerne kan indtage i forhold til bygningerne og klimaindsatsen. Rollerne som initiativtager til fremme af energieffektivt byggeri, som grundejer i forhold til at stille krav når grunde skal sælges, som myndighed i forhold til den fysiske planlægning, som bygherre, som ejer af den kommunale bygningsmasse og som varmeplanmyndighed.
I denne omgang ser vi ikke på kommunernes mulige roller over for borgerne og virksomhederne – dem gemmer vi nemlig til klimanetværksmøder senere på året. TIL GENGÆLD tænker vi klima på tværs af sektorer – og ser på potentialet i at koble energirenovering med læring og trivsel.
Vi håber på stort fremmøde - også så vi kan vise, at kommunerne tager klimaet alvorligt - også i 2010.