Den 16. december fra kl. 19-20 slukker danskerne lyset for at vise verdens ledere, at København bakker op om en ambitiøs klimaaftale. KL deltager i kampagnen - Earth Hour Copenhagen - som WWF Verdensnaturfonden og TrygFonden står bag.
KL ønsker at støtte initiativet og deltager derfor i Earth Hour Copenhagen ved at slukke al unødvendig lys i KL-huset i tidsrummet fra kl. 19-20.
Kampagnen er sat i verden med det formål at sætte fokus på global opvarmning.
Og det er ikke tilfældigt, at det er den 16. december, lyset slukkes. På det tidspunkt er verdens ledere ved at ankomme til de afgørende klimaforhandlinger i København. Og kampagnens budskab vil ikke være til at tage fejl af: Statslederne skal nå frem til en klimaaftale i København, der kan bremse de klimaforandringer, som verden står over for.
Earth Hour begyndte i Australien i 2007, hvor WWF lancerede kampagnen med en fælles opfordring om at slukke lyset en time for klimaet. Mere end 2.2 millioner mennesker i Sydney fulgte opfordringen, og i 2008 udviklede Earth Hour sig til en global begivenhed, hvor 370 byer i mere end 35 lande slukkede lyset for klodens klima og gjorde det til verdens største klimakampagne nogensinde.
I Danmark blev kampagnen kaldt Sluk lyset Danmark, men budskabet var det samme, nemlig at klodens borgere er bekymrede for klimaforandringerne og ønsker at sende en stærk appel til verdens ledere om, at der skal gøres noget ved klimaforandringerne.
Den 28. marts 2009 stemte over en halv milliard mennesker i mere end 4000 byer igen for klimaet med deres stikkontakt. Over 1 million danskere og 36 % af københavnerne deltog i kampagnen sammen med virksomheder, institutioner og organisationer, herunder KL.