Undervisningsministeriet har pr. 26/6-09 udsendt en ny vejledning om undervisning af anbragte børn og unge. Vejledningen præciserer, at folkeskolelovens regler om fag, timer, test og afgangsprøver også gælder for undervisningen af børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet.
Undervisning af børn og unge på interne skoler i et dagbehandlingstilbud eller et anbringelsessted gennemføres i henhold til folkeskolelovens regler om specialundervisning. Folkeskolelovens regler gælder således også for disse børn og unges undervisning. Fx skal eleverne have alle de fag, der fremgår af reglerne i folkeskoleloven. Kun i ganske særlige tilfælde kan lederen – med inddragelse af PPR og med forældrenes samtykke – bestemme, at en elev fritages for et fag. I så fald skal timerne læses i andre fag.