Et skridt i den rigtige retning

" – Hvordan bærer man sig ad? spurgte den lille prins.

– Man skal være meget tålmodig, svarede ræven. Først skal du sætte dig et stykke fra mig, således, i græsset. Jeg skæver til dig, og du siger ingenting. Ordene er misforståelsens kilde. Men for hver dag vil du kunne rykke lidt nærmere… "

Selvom processen jo ikke just foregår uden ord, så beskriver ovenstående citat af Antoine de Saint-Exupéry alligevel på en lidt poetisk måde forløbet omkring finansierings- og styringsreformen, der blev vedtaget her i foråret: Kommunerne og staten har endnu ikke fundet hinanden i forhold til, hvordan den almene boligsektor bør være indrettet. Men man er kommet hinanden nærmere, og sporene er lagt til yderligere tilnærmelser.

Tøvende finansieringsændringer
Som det vil være mange bekendt, så har det længe været et centralt kommunalt ønske at få afskaffet det såkaldte maksimumsbeløb, der er en statsligt fastsat grænse for, hvor dyrt nyt alment byggeri må være. Det lykkedes dog ikke at få opfyldt dette ønske med finansieringsreformen.

Begrundelsen for, at staten ikke vil fjerne maksimumsbeløbet, er en frygt for, at kommunerne bygger luksusboliger, der er så dyre, at de ikke kan lejes ud. Men kommunerne har ingen interesse i at bygge for dyrt, da det er kommunerne og boligorganisationerne, der står med regningen, hvis boligerne ikke kan lejes ud. Dertil kommer, at det er kommunerne, der skal håndtere de boligsociale problemer, som kan opstå, når der er en masse tomme boliger i et område. Kommunerne har altså mange incitamenter til at holde prisen nede på nyt boligbyggeri.

I stedet for en fjernelse af maksimumsbeløbet hæves dette med seks procent i udvalgte kommuner i landet. Det er næppe nok til at følge med de seneste års udvikling i de faktiske byggeomkostninger, og mange kommuner vil stadig have svært ved at bygge inden for de økonomiske rammer. Men for de udvalgte kommuner vil det blive en smule lettere.

Et af formålene med reformen er at sikre, at den almene boligsektor også i fremtiden vil kunne være konkurrencedygtig i forhold til privat udlejningsbyggeri. Finansieringen af kapitalomkostningerne ved nyt byggeri bliver derfor ændret, således at starthuslejerne vil falde med 11-12 procent i forhold til ved tidligere gældende regler.

KL er skeptisk over for, om dette vil være nok til at opfylde formålet. En meget stor del af de nybyggede almene boliger er ældreboliger, som er dyre at opføre, og det har længe været et problem, at mange ældre ikke har råd til at betale de relativt høje huslejer.

I KL havde vi gerne set mere vidtrækkende tiltag i forhold til at give kommunerne bedre muligheder for at bygge billigere almene boliger. Det kunne for eksempel være en mulighed for at sælge kommunale grunde billigt eller en mulighed for at kunne lokalplanlægge for almene boliger i kommuneplanen. Det er redskaber, som staten kan give kommunerne, hvis viljen er der. Men igen: De vedtagne ændringer går i den rigtige retning, så indtil videre må man tage, hvad man kan få.

Muligheder og udfordringer i styringen
Medens det således kan være svært at mønstre den store jubel over finansieringsdelen, så peger ændringerne i forhold til styringen af den almene boligsektor dog mere fremad.

Tanken med reformen er at skabe bedre og mere sammenhængende boligområder, blandt andet inspireret af den helhedsorienterede tænkning, der kendes fra byfornyelsen. Udgangspunktet er derfor en decentralisering af sektoren, hvor mål- og aftalestyring bliver et væsentligt element.

Den årlige styringsdialog, som kommuner og boligorganisationer fremover skal afholde, bliver det vigtigste redskab til at fremme et effektivt samarbejde mellem kommune og boligorganisation. På dialogmøderne skal der formuleres aftaler og kontrakter, der sikrer kontinuitet og en målrettet indsats. Resultatet af styringsdialogen skal være afbureaukratisering af samarbejdet mellem kommuner og boligorganisationer, så effektiv problemløsning og forebyggelse bliver en afgørende målsætning. De overordnede emner for styringsdialogen vil være boligområdets fysiske rammer, bygningernes og fællesarealernes drift og standard, beboersammensætningen, rammerne for udlejning, sociale indsatser, sideaktiviteter og administrationen.

Det er afgørende for resultatet af reformen, at det er en kompetent kommunal forvaltning, som sidder i spidsen for samarbejdet. Reformen stiller nye krav til kommunerne. Tilsynet med de almene boligorganisationer ændrer karakter, og i mange kommuner bliver der behov for at etablere en ny organisering af opgaven. Det kommunale tilsyn skal i højere grad tage afsæt i en konkret vurdering af, hvordan det enkelte almene boligområde udvikler sig. Det betyder, at kommunernes tilsyn fremover vil have mindre vægt på juridisk og økonomisk kontrol – og mere vægt på boligområdernes udvikling. Derfor er der behov for en mere tværfaglig tilgang til tilsynsopgaven. De juridiske og økonomiske kompetencer skal suppleres med byplanfaglige, byggetekniske og sociale kompetencer mv. Styringsreformen forudsætter med andre ord en tværfaglig samarbejdskultur.

Bliver næste skridt taget?
Samlet set er der altså tale om en reform, hvor staten på styringssiden lægger op til en øget decentralisering, medens man på finansieringssiden har mere end svært ved at slippe tøjlerne.

Grundlæggende er det et spørgsmål om tillid.

Modstanden mod at fjerne maksimumsbeløbet har KL svært ved at se som andet end en irrationel frygt for, at kommunerne ville fyre hele arvesølvet af på at bygge almene boliger, så snart de fik chancen.

Netop derfor er det også vigtigt, at kommuner og boligorganisationer tager opgaven til sig og lever op til de øgede frihedsgrader, som styringsreformen indebærer.

Det kræver en indsats at få opbygget de nødvendige tværfaglige samarbejdsformer, men styringsdialogen kan være en god lejlighed til at vise omverdenen, at kommunerne og boligorganisationerne sagtens kan håndtere den almene sektor uden snærende statslige bånd – herunder centralt fastsatte maksimumsgrænser.

Staten skal på sin side naturligvis også levere varen. Mange bekendtgørelser med videre skal ændres, for at reformen kan virkeliggøres, og her er det nødvendigt, at staten tør realisere snakken om mål- og aftalestyring og decentralisering.

Indtil videre er der dog ikke grund til andet end optimisme omkring det videre forløb. Og så må vi se, om vi ikke også på sigt kan få staten til at rykke endnu et skridt nærmere i græsset. <