Indhold

24.11.16 15:02

To kommuner får arbejdsmiljøpriser

To kommuner får arbejdsmiljøpriser

Sundhed og Omsorg i Ringkøbing-Skjern Kommune og Broager Skole i Sønderborg har vundet priser for godt arbejdsmiljø. Foto: Rie Neuchs

Kommunale arbejdspladser løb med to af de fire priser, da ArbejdsmiljøPrisen 2016 blev uddelt torsdag. Sundhed og Omsorg i Ringkøbing-Skjern Kommune og Broager Skole i Sønderborg Kommune vandt hver sin kategori.

Torsdag var en god dag for det kommunale arbejdsmiljø. Kommunale arbejdspladser vandt to af fire kategorier, da Arbejdsmiljørådet uddelte Arbejdsmiljøprisen 2016. I kategorien ”samarbejde om arbejdsmiljø” vandt Broager Skole i Sønderborg Kommune, og i kategorien ”muskel-skeletpåvirkninger” tilfaldt æren Sundhed og Omsorg i Ringkøbing-Skjern.

På Broager Skole har ledelsen og medarbejderne skabt en helt særlig samarbejdskultur i forhold til arbejdsmiljøet. På skolen skelner man mellem givne, udefrakommende vilkår og de arbejdsforhold, som man har indflydelse på og kan påvirke. På den måde får skolens lærere reel indflydelse på deres eget arbejde. Og meget tyder på, at skolens fokus på at skabe godt arbejdsmiljø har haft positiv effekt i forhold til at sikre læring hos skolens elever. Eleverne på Broager Skole har gennem de seneste tre år haft stigende afgangskarakterer. Det placerer nu skolen som nummer 30 på landsplan.

Stort fald i arbejdsulykker

Hos Sundhed og Omsorg i Ringkøbing-Skjern Kommune har man sat fokus på at nedbringe de fysiske belastninger inden for en plejesektor, hvor man mange steder kæmper med nedslidning og sygemeldinger blandt personalet. Siden 2013 har kommunen uddannet flere end 500 ledere og medarbejdere i ”Smarte Arbejdsmetoder”, og målet er blandt andet at undgå nedslidning blandt medarbejderne. Og det har givet resultater: Allerede i 2014 var antallet af anmeldte arbejdsulykker faldet med 25 procent, og faldet er fastholdt i 2015.

ArbejdsmiljøPrisen har bred opbakning fra hele arbejdsmarkedet. Dommerkomiteen består af repræsentanter fra DA, LO, KL, FTF, Lederne, Akademikerne og formand for Arbejdsmiljørådet Lisbeth Lollike.

Annonce

Annonce

Annonce