Ny bruger?

Sekundær navigation

Indhold

23.04.12 17:51

Pensionsselskaber skal leve op til forpligtelser

Pensionsselskaber skal leve op til forpligtelser
KL har skrevet til pensionsselskaberne på det kommunale arbejdsmarked for at sikre, at de i alle sager udbetaler de beløb, medlemmerne har krav på.

Når der sker fejl i pensionsindbetalingen, skal en kommunal medarbejder alligevel have de ydelser fra sit pensionsselskab, som han eller hun har krav på.

Det fastslog Højesteret i en principiel dom sidste år, og det har nu fået KL til at skrive til samtlige pensionsselskaber på det kommunale arbejdsmarked for at sikre, at de lever op til dommen.

Medarbejdere kommet i klemme
Baggrunden er nogle sager, hvor ansatte er kommet ud for en såkaldt pensionsbegivenhed – fx kritisk sygdom – der udløser ret til en ydelse, men hvor arbejdsgiveren ikke har indbetalt de korrekte beløb i pensionsbidrag; fx fordi en medarbejder er blevet lønindplaceret med en forkert anciennitet.

”Langt de fleste pensionsselskaber har hele tiden betalt de ydelser til medarbejderne, som de har krav på, og så har kommunen efterbetalt de pensionsindbetalinger, som selskabet havde til gode,” fortæller kontorchef Karsten Thystrup, KL.

Se også

”Med enkelte selskaber har vi dog oplevet, at de ikke ville leve op til deres pensionsforpligtelser, fordi der er sket fejl i indbetalingerne. På den måde er nogle medarbejdere kommet i klemme. Men her slår Højesteret fast, at selskabet skal leve op til sine forpligtelser uanset hvad, og det er meget tilfredsstillende”, siger Karsten Thystrup.

Obligatoriske ordninger
”Det centrale i sagen er, at der er tale om kollektive, obligatoriske pensionsordninger, der omfatter alle medarbejdere inden for et område. Som medarbejder kan man ikke fravælge sin arbejdsmarkedspension, og man kan heller ikke gå til et andet selskab,” siger Karsten Thystrup.

Dermed afviser han, at situationen kan sammenlignes med privatpersoner, der først tegner forsikring, efter de har haft indbrud:

Se også

”Den helt afgørende forskel er, at der netop ikke er tale om individuelle, frivillige forsikringer. Og når der ikke indbetales korrekte beløb, skyldes det alene, at der er begået fejl. Fejl, der altid vil blive opdaget, når der skal udbetales forsikringsdækning, således at selskabet får efterbetalt de korrekte pensionsindbetalinger,” understreger Karsten Thystrup.

Se også

Luk vindue

Tip en ven

Tip en ven

Felter med (*) skal udfyldes