Principiel dom fra Højesteret om arbejdsgivers ansvar ved for sen indbetaling af pensionsbidrag. Pensionsselskab kunne ikke afvise dækning til skadesramte medarbejdere.
Det følger af overenskomsten på FOA’s område, at arbejdsgiveren skal indbetale pensionsbidrag til pensionsselskabet, når medarbejderen opfylder kravene til anciennitet og alder. Når arbejdsgiver har indbetalt, bliver medarbejderen tilmeldt pensionsordningen, der består af en obligatorisk del og en valgfri del. Det er aftalt, at den obligatoriske del består af en alderspension og visse invalideydelser, som medarbejderne bliver berettigede til, hvis de kommer til skade.
På grund af en fejl indbetalte tre kommuner ikke det påkrævede pensionsbidrag for tre medarbejdere. De tre medarbejdere, der arbejdede inden for plejesektoren, kom til skade, inden arbejdsgiveren opdagede fejlen og fik indbetalt pensionsbidraget. Pensionsselskabet satte hele indbetalingen ind på alderspensionen men afslog at udbetale forsikringsdelen i forhold til invalideydelser til medarbejderne. Begrundelsen var, at skaden var sket før indbetalingen, og indbetalingen var lig med oprettelsen af pensionsordningen med tilhørende forsikringsydelser.
Medarbejderne anlagde sag mod kommunerne med krav om erstatning for de manglende invalideydelser.
Kommunerne og KL anerkendte, at der var begået en fejl, men pensionsselskabet var – efter kommunernes og KLs opfattelse – forpligtet til at optage medarbejderne fuldt ud i pensionsordningen, da kommunerne havde rettet fejlen. Det var ubestridt, at medarbejderne skulle have været optaget, hvis bidragene var blevet indbetalt rettidigt. Pensionsselskabet ville således ikke lide noget reelt tab. Kommunerne inddrog herefter pensionsselskabet i retssagen.
Højesteret afsagde d. 24. maj 2011 dom i sagen. Højesteret fastslog, at ”rettidig indbetaling af første pensionsbidrag for en medarbejder, der opfylder de fastsatte kriterier for at være omfattet af ordningen, ikke er en betingelse for, at den obligatoriske invalideforsikringsdel træder i kraft for medarbejderen på det tidspunkt, hvor medarbejderen opfyldte kriterierne, og indbetalingspligten for arbejdsgiveren dermed blev udløst” . Pensionsselskabet kunne derfor ikke afvise at give medarbejderne invalidedækning, fordi pensionsbidragene blev betalt for sent.
Højesteret begrundede dette med, at der ikke forsikringsteknisk eller i henhold til pensionsselskabets forsikringsvilkår var noget til hinder for, at pensionsselskabet optog medarbejderne fuldt ud i pensionsordningen med tilhørende invalidedækning, selv om betalingen var sket for sent.
Kommunerne blev derfor frifundet for medarbejdernes erstatningskrav, men pensionsselskabet måtte udbetale invalideydelserne til medarbejderne.
KL’s bemærkninger:
Det er efter KL’s opfattelse et tilfredsstillende resultat. Højesteret har lagt vægt på, at der er tale om overenskomstbaserede pensionsordninger hvor arbejdsmarkedets parter har aftalt de kriterier der skal være opfyldt med hensyn til alder, anciennitet og gennemsnitlig ugentlig arbejdstid for at en medarbejder - omfattet af overenskomsten - erhverver ret og pligt til medlemskab af den overenskomstbaserede pensionsordning. Ordningen adskiller sig fra en almindelig privattegnet pensionsforsikringsordning, idet formålet med den overenskomstbaserede pensionsordning netop er at dække alle medarbejdere som er omfattet af overenskomsten – uden helbredsbedømmelse.
Pensionsselskabet lider ikke noget reelt tab ved at optage medarbejderne i pensionsordningen, omvendt ville de vinde på, at en kommune indbetalte pensionsbidraget for sent. Det ville ikke være en rimelig retstilstand.
Dommen understøtter det danske arbejdsmarkedspensionssystem. Et andet udfald ville have skabt en uacceptabel retstilling som ville have affødt behov for ændringer i overenskomst- og aftalegrundlaget for pensionsselskaberne.