Efter flere kommuner har rettet henvendelse til KL med spørgsmål om ændring af momsregler, vil KL hermed henlede kommunernes opmærksomhed på, hvor det er muligt at søge bistand til fortolkning.
KL har d. 22.12.2010 informeret om ændring af reglerne for momsafløftning, som trådte i kraft d. 01.01.2011, jf. BEK nr. 1500 af 15.12.2010. De ændrede regler betyder, at der som hovedregel ikke kan ske momsafløftning ved naturalaflønning af personale. Undtagelsen hertil er, at der er tale om ”kommunal virksomhed”.
Flere kommuner har spurgt om, hvordan de nye regler skal fortolkes, ligesom nogle kommuner har anført, at de nye regler er kommet som en overraskelse for dem. KL skal derfor supplerende oplyse følgende:
KL’s Afdeling for Jura og Lønpolitik har på erfamøder med kommunerne, drøftet problemstillinger vedrørende momsafløftning. Hertil kommer, at KL i ”Vejledning til protokollat om aftaler om nedgang i kontantløn (fleksible lønpakker)” af 1. juli 2010 i afsnit 3 har anført følgende:
”Flere kommuner har forelagt spørgsmålet om samspillet mellem fleksible lønpakker og reglerne om momsrefusion for Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har oplyst, at efter de gældende regler er en kommunes betaling af købsmoms i forbindelse med personalegoder omfattet af momsrefusionsordningen. De gældende regler vil imidlertid blive vurderet nærmere bl.a. i lyset af, at private virksomheder ikke kan fradrage momsen for naturalaflønning af medarbejdere.”
Med hensyn til hvor kommunerne kan søge bistand til fortolkning af den nye bestemmelse om momsrefusion skal KL oplyse følgende:
Bekendtgørelsen er udstedt af Indenrigs- og sundhedsministeriet, og kommunerne kan rette henvendelse her – eventuel via Anders Windinge, KL’s Økonomiske sekretariat. Grundlaget for skønnet om, hvad der er ”kommunal virksomhed”, hviler på SKATs regler og praksis på området. Der kan således også rettes henvendelse til SKAT for yderligere fortolkningsbidrag. Alternativt kan der rettes henvendelse til kommunens revision.
Baggrunden for ændringen af reglerne for momsafløftning for personalegoder for kommuner og regioner er, efter KL’s vurdering, at man har ønsket at ligestille private og offentlige arbejdsgivere.
KL har været i dialog med Indenrigs- og sundhedsministeriet, som oplyser, at de vil udsende en vejledning om de nye momsregler inden for de næste 2 uger.