Som et led i en omfattende digitaliseringsindsats har Sorø Kommune lanceret vidensdelingsportalen StraXen. Portalen skal sikre nem og hurtig adgang til information og selvbetjeningsløsninger til borgerne og øge fleksibiliteten i medarbejdernes opgavevaretagelse – med forbedret service og økonomiske gevinster som resultat.
Sorø Kommune vil forbedre sine borgeres og medarbejderes adgang til opdateret viden om kommunen og har lanceret en omfattende og sammenhængende digital vidensportal. Portalen hedder StraXen og skal, som navnet indikerer, give brugerne mulighed for at få digital adgang til opdateret information og selvbetjeningsløsninger i kommunen - hurtigt og ligetil. StraXen tilbyder kommunens borgere døgnåben borgerservice og en naturlig overgang fra information til kommunens mange selvbetjeningsløsninger.
Særligt vil StraXen effektivisere håndteringen af de henvendelser, hvor der er tale om afklarende spørgsmål, som ca. 30 % af de samlede henvendelser i Sorø Kommunes borgerservice består af. Hvor der hidtil har været flere forskellige informationskilder for medarbejdere og borgere, samler StraXen viden og information i én fælles database, hvilket sikrer både kvalitet og løbende opdatering. Via. StraXen får brugerne blandt andet adgang til en intelligent søgefunktion, en FAQ samt en spørgeguide og portalen er under konstant udvikling og forbedring.
Men StraXen er ikke kun et værktøj til hjælp til borgeren, StraXen skal også fungere som et dagligt redskab for kommunens ansatte. ’Med StraXen kan vi sikre, at så mange medarbejdere som muligt kan besvare borgernes spørgsmål til kommunens opgaver’ fortæller borgerservice - og It-chef i Sorø Kommune, Bodil Thomsen.
Netop medarbejderens kompetenceudvikling har været et centralt element i Sorø Kommunes digitale indsats.’ Med StraXen sikres en fleksibilitet i medarbejderens faglighed, hvor medarbejderen har en nem og opdateret adgang til information også udenfor medarbejderens fagområde – til gavn for borgerne, der henvender sig med flere spørgsmål’ Forklarer Bodil Thomsen.
Med StraXen har Sorø Kommune kickstartet et ambitiøst projekt, der med tiden vil give økonomiske gevinster og allerede nu betyder bedre borgerservice og værktøjer for såvel borgere som medarbejdere.
Ønsker du at vide mere om StraXen kan du kontakte borgerservice - og It-chef Bodil Thomsen, both@soroe.dk