Januar blev en travl start i det nye netværk, som skal understøtte Kommunernes It-Arkitekturråd i en tværgående arkitekturstyring for kommunerne. Kommunerne samler kræfterne om at stille de rigtige krav til fremtidens it-understøttelse for at opnå sammenhængende og effektiv it med gode brugeroplevelser. Netværket startede op med review af specifikationer til nye fælleskommunale systemer og en arbejdsgruppe, som skal sikre gevinster ved brug af sag- og dokumentstandarderne.
42 kommunale medarbejdere fra 16 kommuner har meldt sig ind i det nye netværk, og de fleste var med til at trække i arbejdstøjet fra starten. Alle har vist stor opbakning til, at kommunerne skal samle kræfterne for at sikre en aktiv arkitekturstyring på tværs i de mange digitaliseringstiltag, der sættes i gang i disse år.
Netværket er et nyt initiativ – et led i etablering af organiseringen omkring Kommunernes It-Arkitekturråd. Der er rigtig gode muligheder for at påvirke både indhold og form i arbejdet for de it-arkitekter, der vælger at være med fra starten. Idéen med netværket er at samle en ressourcepulje af it-arkitekter på tværs af kommunerne. Den enkelte arkitekt i netværket tilmelder sig arbejdsgrupper og aktiviteter afhængig af kompetence, interesse og mulighed for at indgå i arbejdet. Aktiviteterne udgør både arbejdsgrupper, som sammen producerer egentlige leverancer af forskellig art, samt netværksaktiviteter som eksempelvis et åbent review af leverancer i fælleskommunale projekter m.v. Videre er det planen,at netværket også skal fokusere på fælles kompetenceudvikling.
Aktiviteterne i januar illustrerer bredden i arbejdet:
• Opstartsmødet 10. januar fokuserede på at skabe et fælles afsæt for arbejdet, bl.a. gennem gruppearbejde relevante arbejdsgrupper og aktiviteter i netværket. Blandt centrale temaer i det videre arbejde blev nævnt fællesoffentlige grunddata og dataejerskab, procesintegration og integrationsformer, herunder hændelser, drift og udvikling af en fælles uddannelse til kommunale it-arkitekter. Blandt konkrete leverancer fra forskellige arbejdsgrupper og projekter blev efterlyst standardbilag til kravspecifikationer. Læs mere om opstartsmødet her.
• Netværkets første egentlig arbejdsgruppe har sat sig for at realisere ambitiøse mål til kommunerne ved at bringe sag- og dokumentstandarderne i spil til integrationer mellem fagsystemer og esdh, automatisering af rutineopgaver m.v. Læs mere om arbejdsgruppens første møde her.
• Måneden blev afsluttet med en to dages internat workshop med et bredt review af de foreløbige specifikationer af nye fælleskommunale støttesystemer, udviklet i regi af KOMBIT. Det handlede bl.a. om et nyt system til håndtering af sagsoverblik m.v. i kommunerne (SAPA), serviceplatform og strategi for drift for centrale løsninger. Der er var overordnet stor opbakning til retningen i arbejdet med opfordring til fortsat fokus på at sikker drift gennem bl.a. strategi for valg af integrationsmønstre mellem systemerne og strategi for drift. Læs mere om workshoppen her og om de enkelte projekter på KOMBITs hjemmeside.
Netværket af it-arkitekter ansat i kommunerne er fortsat åbent for tilmeldinger her.
Her kan du læse mere om Kommunernes It-Arkitekturråd