Indhold

05.01.18 13:33

Ny status på den fælleskommunale digitale handlingsplan

I den nyeste rapportering for 2. halvår 2017 på de fælleskommunale digitaliseringsinitiativer, er 28 ud af de i alt 31 initiativer igangsat. Langt de fleste initiativer forløber planmæssigt, og har derfor grøn status.

Porteføljens status

Den fælleskommunale digitale handlingsplan for perioden 2016-2020 har nu været i gang i ca. halvandet år, og status ved udgangen af 2017 er, at 28 ud af de 31 initiativer er igangsat. Initiativerne rangeres efter farverne rød, gul og grøn alt efter, hvad status er. I den samlede portefølje af initiativer, er der generelt god fremdrift. Ud af de i alt 28 initiativer som er igangsat, forløber 21 planmæssigt, og de er derfor i grøn. 7 initiativer kræver særlig opmærksomhed og er derfor i gul. Fordelingen af grønne og gule initiativer er overordnet den samme som ved sidste afrapportering med enkelte undtagelser. Initiativ 2.4 Telemedicinsk hjemmemonitorering er skiftet fra grøn til gul, og initiativet 5.3 Etablering af digitalt vandløbsregulativ er skiftet fra gul til grøn.

Gul status skyldes primært forsinkelser i tidsplaner

Flere af den fælleskommunale handlingsplans større programmer ligger i gult, hvilket også var tilfældet i den foregående periode. Årsagen til at programmerne er i gult skyldes primært forsinkelser i tidsplaner. 

Der er på nuværende tidspunkt stadig udfordringer med initiativet 6.4 Implementering af nye monopolbrudsløsninger. Siden forliget med KMD i marts 2017 og iværksættelsen af en interim arkitektur, der gør det muligt at sætte de nye fagsystemer i drift uden støttesystemerne, er situationen forbedret, men stadig kritisk. Det skyldes usikkerhed omkring KMDs fremdrift for fagsystemet for sygedagpenge.

Den nyeste status for initiativerne i handlingsplanen kan findes som bilag i bunden af artiklen.

Sikkerhed, adgang til egne data og smart city kommer til at fylde i 2018

Borgernes adgang til egne data, øget sikkerhed og implementering af EU's databeskyttelsesforordning og udbredelse af Smart City er blot nogle af de initiativer, som kommer til at fylde i de kommende måneder

Initiativet om Adgang til egne data skal i de næste måneder udvikle prototyper og et løsningskoncept for udstilling af borgeres data på bestemte områder i udvalgte pilotkommuner. Resultaterne fra de kommende pilotprojekter vil løbende blive kommunikeret ud via KL.dk.

Der kan læses meget om projektet 1.2 Borgerens Adgang til Egne Data her.

Smart city-initiativet lancerer et interaktivt Danmarkskort, hvor alle kommunale projekter med smart city er repræsenteret, og afholder workshops om udvalgte fagemner de kommende måneder.

Der kan læses mere om Smart City initiativet og dets aktiviteter her.

Sikkerhedsaktiviteter i 2018

Sikkerhedsprogrammet har en stribe aktiviteter i udsigt for 2018. Det drejer sig blandt andet om opbygning af et kursus målrettet kommunale Databeskyttelsesrådgivere, publicering af en digital Ledelsesrapport, samt version 2.0 af drejebog og værktøjskasse med redskaber til ISO-standard 27001 til styring af informationssikkerhed. Derudover vil der også komme vejledninger vedrørende ansvar og hændelser i forbindelse med ISO-standarden. 

Der kan læses mere om Sikkerhedsprogrammets aktiviteter her.

Opdateret initiativoversigt – et samlet overblik over leverancer og aktiviteter

Sekretariatet for handlingsplanen har på baggrund af den halvårlige rapportering opdateret alle leverancer for de fælleskommunale og fællesoffentlige initiativer i en samlet oversigt. Den blev publiceret første gang i maj 2017, og er nu klar igen. Oversigten indeholder udover leverancer et særligt fokus på projektets tidsplaner og planlagte aktiviteter, samt muligheder for input fra kommunerne. I oversigten kan du læse mere om, hvilke udsigter, der er for alle initiativer i 2018.

Initiativoversigten findes også nedenfor.

Yderligere materiale

Annonce

Annonce

Annonce