To essentielle love for at kommunerne kan nå i mål med den fællesoffentlige og fælleskommunale digitaliseringsstrategi, er for tiden i høring. Det drejer sig om loven om Offentlig digital post og samleloven for obligatorisk selvbetjening. De to love er en vigtig brik i, at kommunerne kan realisere det potentiale på 1,1 mia. kr., som kommunerne har som mål i deres fælles digitaliseringsstrategi.
KL er overordnet enig i lovudkastet, men på flere områder, er det afgørende for KL, at der findes løsninger, så kommunerne kan realisere gevinsterne ved digitalisering. Dette vil fremgå af KL’s høringssvar til samleloven for obligatorisk digital selvbetjening og Lov om Offentlig digital post, som der pt. arbejdes på i KL. Her løftes sløret for nogle af de udmeldinger, der kan forventes i KL’s høringssvar.
- At fysiske blanketter og skriftlig kommunikation på papir ikke er alternativer til selvbetjening, men kommunerne selv kan fastsætte præcis ad hvilken kanal de vil betjene de borgere, der ikke kan bruge selvbetjeningsløsningerne.
- At borgernes anvendelse af digitale løsninger på de udvalgte områder allerede er høj. Potentialerne ved lovforslaget er ikke nær så høje, som der lægges op til i høringsmaterialet.
KL forudsætter desuden, at gevinsterne forbliver i kommunerne.
KL: ”En løsning på underskriftskravet i relation til digital post er en forudsætning!”
I forhold til lov om digital post understreger KL, at der fortsat ikke er håndteret en særdeles væsentlig problemstilling: inden loven træder i kraft skal det være tydeligt, at kommunerne ikke er forpligtet til at afgive en personlig signatur på alle udgående breve – det såkaldte ”underskriftskrav”.
KL betragter dette som en helt væsentlig forudsætning for anvendelsen af postløsningen og dermed endnu vigtigere: for realiseringen af gevinsterne. Det er derfor afgørende for kommunernes gevinstrealisering, at underskriftskravet fjernes.
For KL er det endvidere vigtigt, at der bliver taget hånd om følgende i lov om offentlig digital post:
- At det tydeligt bør stå i loven, at kommunerne ikke skal opbevare de dokumenter, som borgerne skal bruge til at framelde sig digital post-løsningen. Kommunerne skal blot framelde borgerne digitalt i post-systemet.
- At der skal være mulighed for tidsbegrænsning af undtagelsen for digital post -løsningen.
- At det tydeligt bør stå i loven, hvilke myndigheder, der er omfattet af loven.
- At det bør stå tydeligt, at alle myndigheder har en forpligtelse til at henvise borgeren til digital post og forklare, hvordan løsningen fungerer – det er ikke kun i de kommunale borgerservicecentre, borgerne kan få adgang til hjælp.
Fremadrettet proces
KL har modtaget høringsbidrag fra kommunerne frem til d. 3. februar 2012. Kommunernes høringssvar vil indgå i det endelige høringssvar fra KL.
Læs mere vedr. høringsmaterialet for obligatorisk digital service og høringsmaterialet til lov om digital post.
Spørgsmål vedr. obligatorisk digital service kan rettes til Anne Kathrine Fjord, akf@kl.dk.
Spørgsmål vedr. digital post kan rettes til Rasmus Korch Svendsen rsv@kl.dk og Thomas Glintborg tmg@kl.dk.
|
Kort om de to love:
Lov om obligatorisk service: Samleloven for obligatorisk digital selvbetjening, der på udvalgte områder træder i kraft i slutningen af 2012 betyder bl.a., at det bliver obligatorisk for borgerne at bruge de digitale selvbetjeningsløsninger til ansøgninger og anmeldelser til kommunerne, i første omgang på følgende opgaver: flytning, opskrivning til skole, daginstitutioner, SFO samt bestilling af sundhedskort. Loven vil også betyde, at der er undtagelser for de borgere, der ikke har mulighed for at kommunikere digitalt.
Lov om offentlig digital post Denne lov fastsætter rammerne for og retsvirkningen af skriftlig digital kommunikation i ”Digital post – løsningen”. Retsvirkning af breve træder i kraft 1. juli 2012, obligatorisk tilslutning af virksomheder i 2013, og obligatorisk tilslutning af borgere 1. nov. 2014
|