KL’s bestyrelse har den 18. november vedtaget Den Fælleskommunale Digitaliseringsstrategi. Kommunernes målsætninger for arbejdet med at øge digitaliseringen frem mod 2015 er dermed en realitet.
KL har i høringsfasen oplevet en overvældende stor interesse for strategien. 85 kommuner har indsendt høringssvar, og knap 80 pct. af kommunerne har behandlet strategien politisk. Det er således ikke blot i direktionerne, men også på det politiske niveau, at digitalisering er på dagsordenen. Høringssvarene har generelt været positive over for strategiens initiativer og ambitionsniveau. Det er altså stort set en samlet kommunal sektor, der står bag strategien.
Den store tilslutning blandt kommunerne er et særdeles stærkt afsæt for det videre arbejde med strategien. Og den massive interesse vidner om, at der i kommunerne er stor interesse for at præge dagsordenen på digitaliseringsområdet. KL vil endnu en gang gerne benytte lejligheden til at takke de mange kommuner, der har bidraget med input i hele processen omkring tilblivelsen af strategien.
I tillæg til de mange input fra kommunerne har KL også fået svar fra en række organisationer og den private sektor. KL takker ligeledes for disse og overvejelser herfra er indgået i den efterfølgende bearbejdelse
Udfordringen bliver nu at fastholde digitaliseringsdagordenens momentum og sikre, at ord bliver gjort til handling. KL går derfor nu i gang med at udforme en handlings- og investeringsplan, så hver kommune kan planlægge og ved, hvad de skal investere i. Handlingsplanen vil indeholde en beskrivelse af hvert initiativ fra strategien, blandt andet vedrørende ansvar og arbejdsfordeling mellem kommunerne, KL og KOMBIT. Desuden vil der for hvert initiativ blive beskrevet et finansieringsbehov samt tidsplan.
Vedlagt findes den fulde version af strategien og en kort version. Der findes også et dokument, der samlet beskriver kommunernes kommentarer.
Spørgsmål til strategien og den videre proces kan ske til chefkonsulent Kjeld Romer Larsen, kml@kl.dk eller chefkonsulent Ken Rindsig, knr@kl.dk.