Indhold

13.10.17 15:21

Bøder til offentlige myndigheder vil ramme borgerne

Bøder til offentlige myndigheder vil ramme borgerne

Ifølge Thomas Kastrup-Larsen vil bøder til offentlige myndigheder komme til at gå ud over borgerne. Foto: Colourbox.com

Datasikkerhed er afgørende for kommunerne. Men offentlige myndigheder er i forvejen reguleret tæt, hvis de ikke overholder gældende regler for håndtering af borgernes data. Bøder til myndighederne vil gå ud over borgerne, lyder det fra KL.

”At vedtage nye regler om at pålægge offentlige myndigheder bøder i Danmark er aldeles unødvendigt og har store, uhensigtsmæssige konsekvenser for borgerne,” siger Thomas Kastrup-Larsen, formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg i en kommentar til justitsminister Søren Pape Poulsens nye forslag om at straffe offentlige myndigheder, hvis de ikke passer ordentligt på borgernes persondata som cpr-numre og sundhedsoplysninger.

Han peger på, at de offentlige myndigheder såvel medarbejdere, ledere som politikere er reguleret tæt, hvis myndigheden ikke overholder gældende regler. Det gælder ikke i samme omfang for private aktører.

Fx kan offentligt ansatte blive straffet efter straffelovens §152, hvis de uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger om borgerne, som de har fået adgang til via deres arbejde. Og medlemmer af kommunalbestyrelserne kan blive pålagt at betale tvangsbøder af egen lomme, hvis den enkelte kommune ikke overholder de pligter, som kommunen er pålagt, fx efter databeskyttelsesforordningen.

Bøder på 16  mio. kr. får store konsekvenser

Ifølge Thomas Kastrup-Larsen vil bøder til offentlige myndigheder komme til at gå ud over borgerne.

”Hvis en kommune får en bøde på fx 500.000 kr., kan kommunen ikke stoppe med at udføre sine opgaver. Det vil betyde, at kommunen skal skære i den service, som kommunen leverer fx skoler eller ældreplejen. Det er simpelthen den eneste mulighed, vi har i kommunerne,” siger han og fortsætter:

”Med justitsministerens forslag er der mulighed for at kunne give bøder helt op til  16 mio. kr. Har en kommune fx på en af sine blanketter glemt at give borgeren oplysninger om, hvor længe borgerens data vil blive anvendt af kommunen, kan der altså gives en bøde på op til 16 mio.  kr. En mindre, administrativ fejl kan med andre ord have store konsekvenser for servicen til mange borgere. Det er ikke holdbart.”

Se også