Gå til hovedindhold
Nyhed
Børn og unge
Dagtilbud

Faglig ledelse og frisættelse

Der er politiske ambitioner om "frisættelse" af både dagtilbuddene og øvrige velfærdsområder. Men hvordan kan faglig ledelse være en central del af frisættelse på dagtilbudsområdet? Det og meget mere sætter KL's Dagtilbudskonference fokus på den 29. maj 2024.

02. maj 2024
Børn der leger med blade fra naturen

Indhold

    Faglig ledelse som vej til faglig kvalitet 

    Frisættelse på dagtilbudsområdet kan bl.a. betyde et større fagligt handlerum for ledere og medarbejdere i dagtilbud. Det forudsætter et fokus på en stærk faglig ledelse. På KL’s Dagtilbudskonference sættes der om formiddagen fokus på, hvordan frisættelse og faglig ledelse kan gå hånd i hånd. 

    Lektor ved Copenhagen Business School, Anne Mette Møller, vil fortælle om, hvordan faglig ledelse kan bidrage til at under-støtte og udvikle den faglige kvalitet i dagtilbud med særligt fokus på, hvad det kræver af hele ledelseskæden, når den faglige ledelse skal prioriteres. Sammen med Caroline Grøn, tidl. lektor ved Aarhus Universitet, har Anne Mette Møller under-søgt, hvordan faglig ledelse kan forstås som en relationel ledelsesadfærd, der er rettet mod at aktivere faglig viden og normer og udvikle stærke faglige fællesskaber. Formålet er at sikre bevidste og fagligt funderede prioriteringer, understøtte håndteringen af følelsesmæssige belastninger og kvalificere persona-lets faglige dømmekraft. Den faglige kvalitet skal være et kollektivt anliggende, og i sit oplæg vil Anne Mette Møller sætte fokus på, hvordan forvaltningen kan understøtte udøvelsen af faglig ledelse i praksis. 

    Frisættelse og nye ledelsesroller 

    I Kalundborg Kommune har de gjort sig konkrete erfaringer med frisættelse på dagtilbudsområdet. Gennem de sidste fire år har de arbejdet med et øget ledelsesansvar og handlerum i kommunens dagtilbud. Det har betydet en ændring af forvaltningens rolle til at være efterspørgselsorienteret ift., de behov som kan være i kommunes børnehuse. Det har også betydet, at ledelsesopgaven i børnehusene er blevet en anden med mere fokus på den faglige ledelsesrolle. Michael Gravesen, børn- og ungedirektør i Kalundborg Kommune, vil på Dagtilbudskonferencen give et indblik i det arbejdet, som er fundet sted i løbet af de sidste fire år med fokus på, at ledere, medarbejdere og forældre i børnehusene har fået en ny rolle med et endnu større ansvar, og at forvaltningen har skulle etablere en ny struktur, så ingen står alene med ansvaret for kvaliteten i kommunens dagtilbud.  

    Der er under 70 pladser tilbage på konferencen, så skynd dig, hvis du skal nå at være med – tilmeldingsfristen er den 16. maj 2024. 

    Læs mere om programmet og tilmeld dig KL’s Dagtilbudskonference 2024:

    Dagtilbudskonference 2024: Tilmelding og program

    Kontakt

    Konsulent

    Frederikke Magdalene Fink Skov

    Børn, Unge & Folkeskole

    Telefon: +45 3370 3708

    E-mail: fmfs@kl.dk